Gyldendal udgiver danske børnebøger på iPhone og senere på året til iPad.
I Gyldendals nye serie Lyt&Læs iPhone kan børnene få læst højt af for eksempel Palle alene i verden samtidig med at de kan se bogens klassiske illustrationer – alt sammen digitalt. Eller de kan vælge selv at læse teksten som i en almindelig bog.
Hvis det med bogstaver og ord endnu ikke er helt på plads, kan man lade læseværktøjet hjælpe med at highlighte teksten, når den bliver læst højt for barnet
” Vi har samlet det hele i ét digitalt produkt, som man downloader fra iTunes App Store direkte til sin iPhone, iPod Touch og senere på året til iPad,” fortæller redaktør Lasse Horne fra Gyldendal Lyd, der står bag de nye produkter.
I første omgang kan børnene og deres forældre se frem til fire danske klassikere i Lyt&Læs iPhone-serien:
Jakob Martin Strid: Lille Frø
Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne
Flemming Quist Møller: Cykelmyggen Egon
Jens Sigsgaard: Palle alene i verden
Det er ikke kun de danske børn, der får glæde af Lyt&Læs iPhone-bøgerne. Inden længe vil historierne være oversat til engelsk, ligesom nye bøger også er på vej: Karius & Baktus, Astrid Lindgrens Emil og Pippi og Kim Fupz Aakesons serie om Vitello bliver de næste i serien.
Bøgerne koster 30 kr pr stk og kan købes på iTunes App Store
Pingback: Arrangement: Er iPad avisernes og bøgernes redning? | iPadNyt.dk